Sandheden om problemerne med den digitale tinglysning kan ikke holdes tilbage længere og ansvaret er den borgerlige regerings

Regeringens ansvarlige ministre synes at have glemt hvilket ansvar, der følger med deres job. De er ikke længere folkets tjenere, men systemets forsvarere.

Skandalen om den digitale tinglysning kunne være stoppet for længst, hvis vi havde haft justitsministre der turde erkende det ansvar staten har for det store tinglysningskaos. Når et flertal i Folketinget bestående af regeringspartier og Dansk Folkeparti samtidig har ladet de ansvarlige ministre slippe for konsekvens, gør det samme flertal sig medskyldig i ansvarsforflygtigelsen.

Tinglysningen begyndte digitalt den 8. september 2009 og udviklede sig fra begyndelsen til at være en af de største it-skandaler i Danmarkshistorien. Allerede inden systemet blev sat i drift, var det forsinket to gange, og de samlede udgifter voksede sig langt større end ventet. Da systemet endelig blev lanceret, blev det i en kort periode betegnet som en bragende succes, og hverken Domstolsstyrelsen eller systemudviklerne kunne få armene ned af begejstring. Men hen over efteråret 2009, begyndte fundamentet at skride.

Hvor store tab der er sket som følge af problemerne med den digitale tinglysning, er der ingen, der har et fuldt overblik over. Ved udgangen af 2009 vurderede Danske Boligadvokater at boligejernes samlede rentetab i forbindelse med den digitale tinglysning mindst udgør en halv milliard kroner. Hvor mange penge det nøjagtig er, kan man kun gisne om, (hvis man tør). Sikkert er det dog, at skandalen har kostet arbejdspladser.

Det spørgsmål, mange stiller sig selv, er naturligvis: Hvad var det der gik galt? Eftersom stort set alle statslige IT-projekter har sine problemer, undrer det mig, at man ikke har hørt de alarmklokker, som utvivlsomt må have ringet med hovedpinefremkaldende kraft.

Efter at have arbejdet i månedsvis med at grave i sandheden om de beslutninger, der førte til skandalen, vil jeg komme med et par kvalificerede bud:
I tilfældet med digital tinglysning indeholdt det digitale system adskillige kendte fejl i kategorien ”vigtig” – 17 for at være helt præcis, foruden et større antal mindre fejl.
Der var et antal medarbejdere i de gamle tinglysningsretter, der allerede var forlænget to gange i deres ansættelser og derfor skulle have en meget dyr fastansættelse, hvis man udskød implementeringen igen.
Der var et pres på leverandøren, der ville få endnu en bod, hvis systemet ikke blev igangsat.
Der var en regering, der ønskede, at et af prestigeprojekterne på IT fronten kom i gang hurtigst muligt.
Der var ikke de nødvendige ledelseskompetencer i forhold til at styre et så omfattende IT-projekt i Domstolsstyrelsen.
Der var en fatal undervurdering af, hvor mange fuldmagtssager og manuelle sager der ville opstå.

Fejlene begyndte hurtigt at pible frem i det utestede system: Mere end 1.500 fejlrapporter er registreret, siden systemet blev sat i værk. Fejl, der for en stor dels vedkommende ville være blevet løst, hvis bare man havde haft tålmodighed til at teste systemet bedre eller havde sat det i gang i en mindre målestok.
Resultatet er at mange hårdtprøvede borgere stadig venter, alt i mens de taber penge.

Desværre har justitsminister Lars Barfoed ikke ville forholde sig til erstatninger. Han har valgt at lade spørgsmålet afvente en redegørelse fra kammeradvokaten – og hvis ministeren er heldig, kommer sådan en afklaring jo først efter et kommende folketingsvalg. Hvem sagde sovepude?