Antorini og Engelbrecht fokuserer på fødevarekvalitet
De socialdemokratiske folketingsmedlemmer Christine Antorini og Benny Engelbrecht sætter mandag den 7. marts fokus på kvalitetsfødevarer, når de tager på rundtur i Sønderjylland. Formålet er at få inspiration til hvordan det danske samfund kan styrkes ved at satse på kvalitet, oplevelsesøkonomi og viden. Tirsdag tager de to en lignende rundtur i Nordsjælland.
- Vi har udfordret hinanden til at finde inspiration i hver vores landsdel, med gode eksempler på virksomheder og produkter der skiller sig positivt ud. Jeg glæder mig derfor til at vise Syd- og Sønderjylland frem på en anderledes og udfordrende måde, forklarer Benny Engelbrecht, der er valgt i Sønderborg.
For at give en ekstra dimension til oplevelsen, kender Christine Antorini ikke på forhånd de oplevelser der venter hende i det sønderjyske, ligesom Benny Engelbrecht ikke ved hvad der venter ham i Nordsjælland. Det kan dog allerede nu afsløres, at den sønderjyske rundtur tager sit udgangspunkt i den gode historie og innovative mennesker, der tør tænke udenfor boksen.
- Jeg tror Antorini vil få inspiration med hjem der både vil give hende ny indsigt i fødevareerhvervet, men også et nyt billede af Sønderjylland, der på det kulinariske område er meget andet end kaffebord og grønlangkål, siger Benny Engelbrecht.
Senere på ugen vil de to socialdemokraters rundtur kunne opleves på Youtube hvor de udgiver videodokumentarer om deres besøg og konklusioner.

