S: Styr på miljøzonerne nu!
I september 2010 slog miljøministeren i et svar til folketinget fast, at der ingen problemer var med håndhævelsen af de danske miljøzoner. For nyligt kunne man i programmet Den Stille Dræber på TV2 se, at virkeligheden er ganske anderledes. Busser og lastbiler der ellers er miljøgodkendt udleder fortsat skyhøje mængder af ultrafine, og stærkt sundhedsskadelige, partikler. Håndhævelsen af kravet om partikelfiltre ikke er god nok. På et samråd i Folketingets miljøudvalg i dag kræver Socialdemokraterne derfor, at der omgående indføres nye testmetoder.
- Miljøzonerne handler om sundhed – de handler om at mindske luftvejsrelaterede sygdomme blandt de danskere, der bor i de store byer. Det er helt uacceptabelt, at regeringen ikke har sørget for bedre en bedre håndhævelse af zonerne. Derfor har jeg kaldt miljøministeren og transportministeren i samråd om problemet i dag siger Benny Engelbrecht, Socialdemokraternes ordfører på miljøzoner.
Regeringen har inden samrådet indrømmet at håndhævelsen ikke er god nok og iværksat en undersøgelse. Problemet er at miljøministeren allerede i september sidste år lovede at undersøge, i hvilken udstrækning reglerne overholdes, uden at der er sket noget.
- Vi har længe forsøgt at få regeringen til at sikre en ordentlig håndhævelse af miljøzonerne. Men det har været som at slå i en dyne. Under revisionen af miljøzonerne sidste år stillede vi 84 spørgsmål og havde ministeren i samråd uden, at det fik regeringen på andre tanker. Vi har hele tiden haft på fornemmelsen, at regeringen ikke har gjort forarbejdet ordentligt. Derfor har vi siden revisionen vedvarende lagt pres på regeringen og stillet spørgsmål til håndhævelsen. Nu viser det sig desværre, at vi fik ret, udtaler Benny Engelbrecht.
Kravet om partikelfilter på tunge køretøjer har ellers til formål at sikre ren luft i byerne – partikelforurening af luften er årsag til 3.400 for tidlige dødsfald hvert år, ifølge Statens Institut for Folkesundhed, ligesom OECD fastslår at 1 mio. danskere dagligt udsættes for uacceptabel dårlig luft.
- En ting er at man vedtager et lovforslag om at forbedre miljøzonerne, som efterlader meget tilbage at ønske, hvad angår miljøkrav. En anden ting er, hvis lovgivningen slet ikke håndhæves. Så kan selv et uambitiøst lovforslag jo være lige meget. Derfor er regeringen nødt til at stramme op, siger Benny Engelbrecht.
Links til relevante svar fra miljøministeren:
http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/almdel/MPU/spm/515/index.htm
http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/almdel/MPU/spm/516/index.htm
http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/almdel/MPU/spm/517/index.htm
http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/almdel/MPU/spm/518/index.htm

