DF’s hykleri er ren gylle
Mens vi i den nye regering er i fuld gang med oprydningsarbejdet efter VKO’s grønne dødsbo, føler Dansk Folkeparti sig kaldet til at stemple regerings ambitiøse satsning på vindenergi som et vildskud.
Bevares, men hykleri af samme rang skal man lede længe efter.
DF’s udtalelse kom endda selv samme dag, som vindmølleproducenten Vestas fyrede 1.300 hårdtarbejdende medarbejdere i Danmark.
Nu er det jo ingen statshemmelighed, at DF alle dage har haft et stedmoderligt forhold til klimaområdet.
Ej heller, at DF i de sidste 10 år har keret sig mere om gylleenergi og vennerne i landbruget end om en ambitiøs og mangefacetteret satsning på vedvarende energi til gavn for Danmark, dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser.
Men derfra til i bedste sendetid ( DR’s TV-avis 12.1.) at høre Kristian Thulesen Dahl ( DF) udtale, at regeringens satsning på vindenergi er et vildskud, fordi dansk vindmølleindustri ikke længere har det forspring, den tidligere har haft, er jo til at grin-græde over.
For VKO’s forsømmelsespolitik på klimaområdet er jo om nogen synderen og en af årsagerne til det grønne danske vindeventyrs deroute.
Det er sandt, at Danmark har mistet både pusten, forspring og førerposition på det grønne område de sidste 10 år på VKO’s vagt. Og taberne er jo ikke kun klimaet, men også arbejderne på Vestas, der nu betaler prisen for VKO’s 10 års handlingslammelse. Men lige præcis derfor er det jo logik for burhøns, og kun til gavn for den danske vindmøllebranche, danske arbejdspladser og klimaet, at vi i den nye regering satser på at investere massivt i nye vindmøller.
Som det første trak regeringen i arbejdstøjet og lancerede allerede i november et ambitiøst klimaudspil.Vindmøllernes andel af elforsyning skal øges fra 22 procent til 52 procent i 2020. Og vi vil fremtidssikre det danske samfund ved at skabe en grøn økonomi i vækst og omstille til et energi-og transportsystem baseret på 100 procent vedvarende energi i 2050.
I al beskedenhed kan det vel næppe kaldes et vildskud at skabe grobund for nye arbejdspladser i energisektoren.
Dette indlæg er skrevet af erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S) og energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S)


[...] DF’s hykleri er ren gylle [...]