Nyhedsbrev uge 3 – åbenhed om lobbyisme
I denne uge offentliggjorde jeg sammen med Per Clausen fra Enhedslisten, at vi sammen laver et forsøg med et lobbyist register. Formålet er at skabe åbenhed om lobbyisternes arbejde i dansk politik og forhåbentlig kan vores forsøg skabe grobund for et obligatorisk lobbyistregister der omfatter alle folketingsmedlemmer og alle lobbyorganisationer. Du kan finde mit register på min hjemmeside, hvor det vil blive opdateret ugentligt, fra 1/2.
Jeg synes det er helt afgørende at der er åbenhed om de politiske beslutningsprocesser og jeg føler mig forpligtet til at gøre en indsats for at kvalificere debatten, også selvom det både giver mere arbejde og besvær. Forslaget om et obligatorisk dansk lobbyistregister beskrev jeg første gang i debatbogen FoodFight.eu som jeg udgav sidste år sammen med MEP Christel Schaldemose.
Har du læst?
Min blog på Berlingske Business:
Mine seneste indlæg på hjemmeside:
Manglende vilje fra oppositionen
Siden valgresultatet forelå, har det været klart: Danmark har fået en grøn regering! Vi træder med hastige skridt mod en mere klima- og miljøvenlig fremtid. Med vores energiudspil har vi lagt godt fra land. Og trods store ord, har oppositionen svært ved at finde sin plads ved forhandlingsbordet. Det er en skam, for vores ambitiøse udspil lægger op til tusindvis af nye grønne arbejdspladser og vil sikre Danmark en stabil energiforsyning, uafhængig af de enorme prisstigninger som en fremtid med olie og kul byder på. Adskillige vestjyske Venstre-borgmestre anerkender dette og har bedt Lars Løkke om at bakke op om vores udspil. Vi har endda forsøgt at komme Venstre og resten af oppositionen i møde, men Venstre og Co. vælger fortsat hængekøjen. Partiet har fra starten fremsat ultimative krav og har valgt ikke at tage imod en udstrakt hånd fra os i regeringen, som klart viste vilje til at indgå et kompromis. Venstre er tæt på at bryde 40 års tradition for at indgå brede energiforlig til gavn for både klimaet, energisektoren og dansk erhvervsliv. Vi vil stadig kæmpe for en bred enighed, så både familier og firmaer ved hvad de kommende år vil bringe. Jeg håber derfor inderligt at oppositionen besinder sig.
En skattereform til dem der trækker læsset
I denne uge slog skatteministeren tonen an, for hvad vi kan forvente os af den kommende skattereform: en velfortjent håndsrækning til de hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, afleverer ungerne og tager på arbejde. Med skatteministerens ord: Skattereformen starter og slutter med dem.
Forhåbentlig trækker også oppositionen i arbejdstøjet, så vi kan får et bredt flertal af Folketingets partier til at slutte op om en skattereform, der anerkende dem, der får det hele til at hænge sammen. For det et dem, der har stået forrest i de seneste år, hvor krisen er taget til i styrke. Det er dem, der har løbet hurtigere, været nervøse for at miste deres job og dette trods hver dag har leveret et godt stykke arbejde. Det er dem, som Lars Løkke sendte regningen for krisen til.
Vi socialdemokrater anerkender den hårde indsats, som danskere yder på arbejdsmarkedet, og som er blevet overset i lang tid. Jeg glæder mig meget til at forhandlingerne går i gang. Det er lovende toner, skatteministeren har slået an.
Om nyhedsbrevet
Dette nyhedsbrev er udgivet og redigeret af Benny Engelbrecht, MF (S). Det udkommer normalt hver uge. Du kan finde nyhedsbrevet via www.benny-engelbrecht.dk hvor du også kan komme med kommentarer og foreslå indhold til kommende nyhedsbreve.
Har du lyst til at få nyhedsbrevet direkte via mail, kan du tilmelde dig ved at sende en mail med ordet ”Tilmeld” i emnefeltet til benny.engelbrecht@ft.dk

