Det arbejder jeg for
Jeg elsker politik, og jeg tror på, at vi kan skabe og fastholde et retfærdigt samfund i Danmark med en stærk velfærdsstat. Samtidig arbejder jeg engageret for min kreds og det område, jeg bor i – Sønderjylland.
Danmark har heldigvis fået ny regering og her er der kommet et nyt fokus på vækst og beskæftigelse, som jeg er stolt over at være en del af.
Jeg har udarbejdet et tre-punkts program for vækst i Syd- og Sønderjylland med følgende elementer:
1) Respekt for de ledige
Der skal andre boller på suppen: Der er for meget kontrol. Vi kender til alt for mange eksempler, hvor ledige tvinges til at sende et bestemt antal ansøgninger om ugen, eller at ledige skal klikke på en hjemmeside for at vise, at man søger arbejde.
De ledige vil gerne have arbejde, derfor vil vi ændre beskæftigelseslovgivningen fra at være et tungt bureaukrati til at være et tillidssystem. Derudover skal en stor del af arbejdet med at finde job til de ledige flyttes fra jobcentrene og over til A-kasserne.
2) Syddansk erhvervsfremstød i Tyskland
En af måderne, hvorpå staten hjælper dansk erhvervsliv, er ved at lave erhvervskaravaner. Et eksempel er, når kongehuset laver et officielt statsbesøg. Her følger flere repræsentanter fra dansk erhvervsliv med, som får en unik chance for at mødes med værtsnationens erhvervsliv. Det samme princip skal bruges til at lave en erhvervskaravane i Tyskland med danske virksomheder, der mødes med tyske virksomheder. På den måde får nordtyske virksomheder et bedre kendskab til dansk erhvervslivs kompetencer.
Til formålet bør der nedsættes en kommission til granskning og definering af de problemer, der på nuværende tidspunkt eksisterer.
3) Grænseuniversitet
Et grænseuniversitet skal ikke være en uddannelse i sig selv. Det skal være et samarbejde mellem alle syddanske og nordtyske uddannelsesinstitutioner. Et projekt med fokus på etablering af en vidensregion er allerede sat i søen. Tyskerne skal vide hvad danskere kan, og det lærer de ved at tage noget af deres uddannelse i Danmark. Omvendt skal danske erhvervsdrivende også kende mere til det tyske arbejdsmarked og deres erhvervsliv. Det gør vi ved at danske studerende tager noget af deres uddannelse i Tyskland, og at ansatte i erhvervslivet efteruddanner sig med Tyskland for øje. På den måde får vi lagt fundamentet til en økonomi, der krydser grænsen til Slesvig-Holsten.
Også her ønsker vi at nedsætte en kommission, som skal undersøge eksisterende samarbejdsproblemer. Jeg ved, at der allerede nu er en serie af problemer.
Støtter du mig og min politik, støtter du samtidig et utrætteligt arbejde for:
- Mere og bedre uddannelse. Det er en investering i fremtiden. Danmark skal leve af, hvad nutidens børn og unge kan finde på af nye ideer, når de bliver voksne. Derfor skal vi sørge for, at alle får en uddannelse. Vi skal have folkeskolen tilbage på ret kurs, og så skal vi investere i forskning.
- Ny grøn vækst i Danmark. Vi skal satse på ny grøn teknologi. Vi gør det allerede godt i blandt andet Sønderjylland, men der skal meget mere til. Der skal satses mere på nye energiformer, for med nye teknologier inden for sol, bølgekraft og jordvarme kan Danmark få nye store eksportsucceser som med vindmøller. Succesen blev skabt af dygtige virksomheder og en stat, der turde investere og satse.
- Ordentlige vilkår for forbrugerne. Gode og sikre fødevarer kommer ikke af sig selv. Vi skal kunne stille større krav til udenlandske leverandører og vide, hvordan vores mad bliver produceret.
- Fremgang i Sønderjylland. Sønderborg er porten til Europa og størstedelen af den danske eksport forlader landet over den dansk-tyske grænse. Vi skal sikre fremgang i Sønderjylland og ny vækst til områdets virksomheder, så de unge bliver og udvikler området.


