Mød Benny

Jeg er Socialdemokratiets finansordfører og tidligere minister. Jeg kom i Folketinget i 2007 – valgt ind i Sønderborgkredsen.

Benny Engelbrecht og hundene Billie og Diva

Selvom jeg arbejder på Christiansborg, bor jeg i Sønderborg Kommune i landsbyen Adsbøl nær Gråsten. Jeg flyttede til Sønderjylland som 20-årig sammen med min kone Charlotte Engelbrecht. I dag er jeg 48 år. Min kone Charlotte er kommunalpolitiker for socialdemokraterne og formand for Landdistriktsudvalget.

 

Jeg kan ikke prale af en lang akademisk uddannelse. Til gengæld nåede jeg at være 21 år på arbejdsmarkedet, inden jeg kom i Folketinget. Foruden et par år som ufaglært tjener, kassemedarbejder og rengøringshjælp har jeg arbejdet med kommunikation, markedsføring og ledelse. For mig er det helt afgørende at være forankret i virkeligheden, når jeg tager politiske beslutninger. Derfor er det også mine mange års arbejdserfaring og hverdag i Sønderjylland, som er fundamentet for mit arbejde på Christiansborg. 

 

I min tid i Folketinget har jeg siddet på flere forskellige poster. Udover at være finansordfører er jeg i dag medlem af Socialdemokratiets ledelse og næstformand i Finansudvalget. Tidligere har jeg været partiets erhvervs- og vækstordfører, formand for Transportudvalget og Sydslesvigudvalget samt arbejdet i Skatteudvalget, Kulturudvalget, Europaudvalget og Kontaktudvalget for det tyske mindretal i Danmark.

 

Musik spiller en vigtig rolle i mit liv. Jeg er ikke aktiv musiker længere, men det sker ofte, at jeg ved festlige lejligheder finder guitaren frem. Jeg skriver og indspiller også musik med mit band ’Benny & The Black Ties’.

 

Jeg er også forfatter af tre bøger. Senest udgav jeg bogen ’De politiske håndværkere – om magt, indflydelse og resultater på Christiansborg’. I 2013 udkom ’Rød bonde’. En portrætbog af landmand, socialdemokrat og borgmester i Sønderborg Erik Lauritzen. Og i 2011 udkom debatbogen om fødevarer ’Foodfight.eu’.